Ti løbsweekender – fire verdensdele

04-02-2022

Christoffer Nygaard kommer vidt omkring i 2010. Efter en 2009-sæson, der var koncentreret omkring ADAC GT Master og FIA’s officielle europamesterskab for GT3-sportsvogne, kommer 2010 ikke bare til at byde på en langt mere udfordrende bil, men også på en række andre udfordringer – heriblandt geografiske.

Den foreløbige kalender for FIA’s officielle verdensmesterskab for GT1-sportsvogne – som du kan finde her på hjemmesiden – tæller ti løbsweekender, der er fordelt på hele fire forskellige verdensdele.

Sæsonen starter i Mellemøsten – nærmere bestemt den helt nye Yas Marinas-bane, der i november lagde sine imponerende rammer til årets Formel 1-finale. Senere følger en stribe løb på de klassiske langdistancebaner så som Spa i Belgien, Nürburgring i Tyskland og Silverstone i England, inden løbsserien atter bevæger sig udenfor Europa.

Sæsonafslutningen er nemlig planlagt med løb på en ny bane i Durban i Sydafrika, den brasilianske Grand Prix-bane Interlagos og så den udfordrende San Luis-bane (fotos), der bevæger sig rundt om en sø i et af Argentinas mange bjerglandskaber.

 
San Luis - Foto: DPPI
San Luis - Foto: DPPI